For et par timer siden så jeg en Facebook-opdatering på 24/7-journalist Mads Aagaard Danielsens (MAD) væg. Han skrev om en artikel Tue Andersen Nexø har skrevet i Information, hvor Nexø mener at blandt andre Jakob Ejersbo forenkler virkeligheden til en kliché i sin litteratur. “Jeg ryster nærmest af raseri, når jeg læser det her.” skrev Danielsen. Jeg skrev tilbage; om litteraturkritik og smagsdomme kom det vel mest til at handle, men jo også om de mulige konsekvenser af ‘den sjuskede forfatters’ sjusk. Sådan kan man også få en søndag aften til at gå. Jeg lægger diskussionen ud her på Promenaden (med Danielsens tilladelse), da jeg tænker at den nok kunne interessere andre mennesker, end de der lige er venner med os på Facebook. Selv er jeg i hvert fald glad for at have fået genlæst Nexøs artikel. Som jeg stadig finder skarp!
/Martin Glaz Serup (MGS)
*
MAD:
Jeg ryster nærmest af raseri, når jeg læser det her. Det er langt fra aktuelt, men da jeg beskæftigede med med Ejersbo i sidste uge, kom jeg til at gå de gamle anmeldelser igennem igen. Tue Andersen Nexø mener, at (bl.a.) ‘Liberty’ er skrevet for at blive læst uopmærksomt. At Jakob Ejersbo sløsede, når han lader Samantha fortælle videre efter sin død. At Marcus afrikansk stilitiserede danske fremstår ubegavet. Det her er et skoleeksempel på, at en anmeldelse først og fremmest er en smagssag. Og man kan selvfølgelig ærge sig over, at Tue Andersen Nexøs smag er så dårlig.
MGS:
Nu har jeg lige (gen)læst Tue Andersen Nexøs artikel pga dit link – jeg må sige: jeg synes det er en grundig og god kronik eller kritik, der netop er belagt med argumenter og eksempler og altså ikke bare så let kan reduceres til at være ‘en smagssag’ – imodsætning måske til dit eget ‘raseri’, der ikke rummer modargumenter, nærlæsninger eller lignende?
Gode hilsner
Martin
MAD:
eg troede, at ironien var tydelig, når jeg først kalder det en smagssag, for derefter at kalde Tue Andersen Nexøs smag for dårlig. For selvfølgelig er det også min egen smag, der dikterer ovenstående statusopdatering. Mit problem med kronikken er, at brikkerne ikke ligefrem passer i de kasser, der bliver stillet op.
De nævnte romaner og krimiers “problemer”, synes derfor kun at være Tue Andersen Nexøs egne, fordi han har givet sig selv den opgave at placere dem i samme kategori. Selvom du skriver, jeg ikke har læst grundigt nok, nævner jeg alligevel tre eksempler i ovenstående opdatering, som vi da lige kan gennemgå.
Det gælder for Marcus’ sprog og generelt for det swahili, der gengives på dansk, at det fungerer i et stilistisk sammenspil med det danske og engelske. En helt konkret sproglig flerstemmighed. Derfor er det bare ufærdigt arbejde, når TUA problematiserer en stemme ud af mange – altså den på swahili. Kontekst, tak! Jeg synes, det fungerer, fordi opløst syntaks og semantik generelt jo ganske enkelt får en til at stoppe op og tænke over, hvad der står. Jeg synes ikke, der er tale om en dårlig gengivelse. I mit bachelorprojekt sammenlignede jeg Farmen med Liberty, og Blixen gengiver i øvrigt swahili meget lig Ejersbo. Hvis det da skulle gøre nogen forskel.
At skrive at Liberty er skrevet for at blive læst uopmærksomt er ganske enkelt dumsmart. Og ærgerligt for læseren, der har det sådan, for så går man glip af de kollektivromanske træk, hvor Ejersbo går ind og ud af personer på tværs af køn, race og alt mulig andet for efterfølgende at lade dem mingle rundt i en forvirring, der til sidst giver mening. TAN kritiserer Carsten Jensens skriverier om Liberty, men jeg synes Carsten Jensen fremhæver noget helt rigtigt, når han skriver, at der ikke findes bipersoner hos Ejersbo, fordi alle er hovedpersoner.
At Samantha fortæller videre efter sin død er naturligvis ikke et narrativt, nødvendigt onde, som TUA skriver. Man kan undre sig over, hvorfor hendes karakter får lidt ekstra line, men mon ikke det har en selvbiografisk årsag.
Anmelderi er en smagssag, og hvis man læser TAN anmeldelse af Nordkraft fremstår det jo også, at han simpelthen ikke kan få sig selv til at jump the bandwagon, selvom han er vild med romanen. Og det er da lidt en skam. Også gode hilsner herfra!
MGS:
Umiddelbart opfattede jeg ikke din tekst som ironisk såmeget som den forekommer mig oprigtigt vred.
Mht. de tre punkter fra TANs artikel som du fremhæver her ovenfor, så skriver han jo uddybende om alle tre.
Om Marcus’ sprog: “Måske var det meningen, at fortællerne skulle stå prægnant frem som individuelle stemmer. Men det føles mere som en etnificering af fortællerne.” og: “Men hvad nytter det, når Marcus, som tydeligvis skal fremstå som begavet, ender med at virke ensporet og åndeligt mindre udviklet? Det var næppe meningen, men ikke desto mindre effekten af at læse Ejersbo opmærksomt.” Ejersbo er iflg. TAN med andre ord ikke så god en forfatter som han gerne vil være, og effekten af det kan faktisk vise sig at være en form for uintenderet racisme, hvor personerne bliver og gør deres etnicitet (udstillet, måske ligefrem karikeret) fremfor deres person. Hvis det passer, er det da et relevant litterært problem at påpege.
Om at bøgerne taber ved at blive læst opmærksomt: “Endelig er bøgerne præget af en enorm redundans. Igen og igen serveres de samme informationer for os. Derfor kan det bedst betale sig at skrålæse dem: man får det samme ud af det, som hvis man satte sig ned og koncentrerede sig. Faktisk får man mindre ud af dem, hvis man læser dem opmærksomt. Så får de noget monotont, nærmest bedøvende over sig.” Der er iflg. TAN for dårlig skriveøkonomi, for dårligt sprog, for meget redundans – derfor medfører en evt. nærlæsning ikke en dybere, rigere, mere kompleks forståelse af teksten, men tværtimod en svagere; man opdager i højere grad ‘fejlene’, gentagelserne, det litterære håndværks sjuskethed osv. – og hvis det passer, er det da, igen, vil jeg sige, et relevant litterært problem at påpege. Også selvom man kan problematisere at litterære kvalitetsparametre som at ‘kompleksitet’ og ‘præcision’ i sig selv skulle være godt, men alligevel… ‘Simplicitet’ og ‘upræcision’ er vel ikke automatisk bedre?
Og sidst men ikke mindst: at Ejersbo skulle være bedre til at skrive om Afrika end Karen Blixen, fordi han ifølge Carsten Jensen skulle have været i seng med flere afrikanere end hun, er da nærmest skandaløst at hævde (af Jensen) – - – og i hvert fald dumsmart, for nu at bruge dit eget udtryk.
Mht. om enhver anmeldelse ‘bare’ er en smagssag… Tja… Der findes vel sædvanligvis flere niveauer i anmeldelsen, og selvfølgelig kan de diskuteres, og sjældent er de så klart adskilte som man kunne ønske sig når man skal tale om det; fx deskription, analyse og værdidom (faktisk er de niveauer sædvanligvis flettet sammen i en almindelig dagbladsanmeldelse); alligevel er påpegningen af fx redundans og potentiel pseudo-racisme vel ikke bare et spørgsmål om litterære smagsløg… Jeg mener at det er Poul Borum der har skrevet at kritik hverken er objektivt eller subjektivt; det er relativt. Selvom sådan et statement i sig selv er noget flydende, synes jeg at det giver god mening.
Jeg tænker i øvrigt: Mads, ville du have noget imod at jeg lægger samtalen her ud på Promenaden (www.prmndn.dk), så også de der ikke måtte være venner med dig eller mig eller være på Facebook i det hele taget kan læse med?
Gode hilsner fra
Martin
MAD:
Jeg har læst TANs uddybende pointer, som jeg stadig ikke helt begriber.
Selvom vi taler om en litterær kronik, der i sagens natur rækker udover de omtalte værker, så er mit grundlæggende problem, at konkret litteraturanalyse sammenkobles med en kritik af kritikken. Receptionen af Ejersbos bøger fylder for meget i TANs vurdering af dem. Jeg ville også læse en bog uopmærksomt, hvis jeg udelukkende ledte efter smådele, der skulle kobles på et skema, jeg havde bestemt mig for i forvejen.
Tilbage til punkterne. Jeg er grundlæggende uenig i opfattelsen af Marcus. Ser man på Marcus som en del af den helhed, han optræder i – altså den flerstemmige kontekst jeg skrev om før – så fremtræder han netop som vidende og socialt udviklet karakter. Marcus og hovedkarakteren Christian fungerer som en sort og en hvid handlingsstreng, der har de evner og muligheder, som den anden gerne vil have. Der er en mening med karakterernes fejl, en kompositorisk mening endda! At tale om udstillet racisme må virkelig stå for læserens egen regning, hvilket vel også fremstår, når den påpeges som værende uintenderet. Den kulturudveksling, der løbende opstår mellem karaktererne i ‘Liberty’, er i mine øjne meget gensidig, og i øvrigt også en af de væsentligste styrker ved romanen, hvorfor den også er enormt uinteressant at betragte så endimensionelt – for ikke at sige sort-hvidt. Den sproglige flerstemmighed fungerer for mig, selvom den ikke gør hos TAN. Det er vel en smagssag.
Den (automatiske) aversion imod gentagelsen undsiger totalt Jakob Ejersbos evne til at demonstrere relationers op- og nedbrydning, og det er svært ikke at læse det som en generel kritik af lange bøger. Selvfølgelig forekommer der gentagelser i et langstrakt handlingsforløb, og dem kan der jo også være en mening med. Jeg kan godt lide det serielle udtryk, der jo tjener til at udfolde de komplekse karakterhistorier. Men jeg kan også godt lide The Wire, og jeg har ikke noget særligt imod, at bøger minder om film eller tv-serier – hvis bare de er gode.
Selvfølgelig er det plat, når Carsten Jensen skriver, som han gør. Det er ærgerligt, han ikke formår at skabe et bedre billede på Jakob Ejersbos journalistiske arbejdsmetode, for den mener jeg bestemt er værd at fremhæve.
Du må hellere end gerne lægge samtalen på Promenaden, hvis du mener, den har bredere interesse. Så håber jeg bare, at eventuelle medlæsere vil bære over med, at jeg fik skrevet i mit forrige indlæg, at TAN kritiserede romaner og krimier, for krimierne gik vist fri i denne omgang.
MGS:
For en god ordens skyld: TAN nævner ikke selv ‘racisme’, det er mig der gør det i min læsning af læsningen osv.
MGS:
Tak for udvekslingen Mads; jeg lægger teksten op på Promenaden om lidt (hvis det hele bare lader sig copy-paste), hvis andre skulle have lyst til at læse med. God søndag aften. Nat, snart.
MAD:
Ja, så blev det sgu sengetid. Selv tak!