Svenske Lars Norén har netop udgivet endnu en dagbog, sin anden. Og ligesom sidst, er det ikke gået stille for sig. Da den første udkom i 2008, blev den anmeldt af Karsten Sand Iversen i Litlive, det hedengangne kalender- og nettidsskrift. Imens vi venter på KSI’s anmeldelse af den nye dagbog, der vil kunne læses i et kommende nummer af tidsskriftet Standart, har Promenaden fået lov til at genoptrykke den første anmeldelse. Som står at læse her.

- MGS 

En dramatikers dagbok af Lars Norén

anmeldt af Karsten Sand Iversen

Det uretoucherede menneske

 Knap 1700 tunge, tættrykte sider i sort indbinding.

Sørgebind. Sorg er orgelpunkt i Lars Noréns liv som her skildres minutiøst og frygtløst fra august 2000 til august 2005. Da læseren træder ind i dette liv, er Norén i færd med at indstudere en sceneversion af Primo Levis Hvis dette er et menneske. Ved dagbogens afslutning ved man at man har mødt et menneske af stor og skrøbelig kompleksitet, et udsat menneske i stadig, radikal søgen efter sig selv: ”Jag föll som en askflaga från en familj som brann upp.” Et menneske som fortvivlet søger et hjem, men som er bedst til at længes og har sit hjem i sproget.

Sortbog er dagbogen i sin uforsonlige kritik af mediers magt, af svamp og råd og karrierehensyn, af en deformeret, hæmningsløs, amoralsk journalisme: ”Vi har journalister för att vi måste få tillräckligt vidriga uttryck för det sämsta inom oss.” Nogle af de angrebne skribenter gik til modangreb og sørgede for at udgivelsen ikke kom til at foregå i stilhed. Maria Schottenius fra DN udtalte skingert at bogen var ”En hink med skit över Kultursverige” (lykkeligt det land hvor lort er så nærende!), mens DNs mangeårige og magtfulde teaterkritiker Leif Zern anmeldte den (LN: ”Han är ett pelarhelgon och som alla pelarhelgon sitter han på en kudde av skit”). Zern burde have erklæret sig inhabil i princippet i stedet for at demonstrere sin inhabilitet i praksis.

Digteren Eva Ström (Sydsvenskan) og kritikeren Mikael van Reis (Göteborgs-Posten) skrev indsigtsfulde og begejstrede anmeldelser, men Leif Zern blev tydeligvis så selvfikseret og nærsynet at dagbogen blev en af dem ”man läser av nyfikenhet och med skadeglädje och efteråt skäms för att man inte lagt åt sidan. (…) Det är bloggprosa, korta sms-meningar, så mekaniska att det lilla ordet ’jag’ hakar upp sig.” I en dagbog skriver man ganske rigtigt ofte jeg, det ved Norén naturligvis, og han siger: ”Fast jag oavbrutet skriver om mig själv och det jag minns från min värld är jag inte intresserad av mitt jag. Jag försöker beskriva det instrument som jag är.” Noréns selvindsigt er så stor og skarp at han til enhver tid er forud for sine beklikkere, og han har ganske ret når han sent i dagbogen noterer: ”Ingen dom kan bli värre eller rättvisare än den jag fäller över mig själv.” Generøst fremlægger han sin eksistens i samme sandhedssøgende ånd som den der gennemtrænger hans dramatik om menneskers konfliktfyldte samliv – og så klynker nogle af forfængelighed.

Zern har ikke helt uret i at dagbogen rummer passager af blogprosa, men det er en uret og en uhæderlighed kun at citere den og foregive at passagen er repræsentativ for hele bogen. Når han som modstykke citerer fra Olof Lagercrantz’ sparsmakade (kræsne), bevidst litterære Dagbok på 100 små sider, suspenderer han sin dømmekraft for at sværte sin kritiker til – som om kritikere havde eneret på kritik. Det er en uværdig miskendelse af viljen i En dramatikers dagbok som ellers udtales tydeligt og ofte nok: ”Jag vill att det ska vara rått och naket, oraffinerat, denaturerat, fattigt och ojämnt.” Dette signalement gælder hele Noréns modæstetiske bestræbelse: ”Jag är överhuvudtaget väldigt ointresserad av det färdiga, det fullbordade.”

Norén nævner flere gange at dagbogen er mislykkedes fordi han ikke har formået at være konsekvent behavioristisk, holde sig til kendsgerninger, konkreter, men gang på gang er gledet over i følelser, refleksioner. Dette nederlag i forhold til grundtanken er læserens gevinst. Alligevel er der, og det blandt andet i den såkaldte blogprosa, mængder af behavior – det som dramatikeren stræber mod: at vise, ikke sige. ”Köpte sushi” står der et utal af gange. Antallet af japansk designede T-shirts, jakker, frakker der købes er forbløffende. Antallet af telefonopkald astronomisk. Aftaler, møder, holdte, oftere brudte, er legio. Dagbogen er også en katalog over digterens samlede vaner. Men kommer det en læser ved? Der er en sociologisk interesse i det, og fremtidens Norén-eksegeter har fået et festmåltid af detaljer at smovse i, men først og sidst er Noréns besættelser, grænsende til tvangshandlinger, vigtige rids til et psykogram, en seksualøkonomi. Vanerne er dagenes skelet, forpligtelserne, aftalerne et filtret krat af forhindringer for den stadige kamp som er dagbogens inderste drama: at nå ind til skrivearbejdets frygtelige lykke og frihed: ”Jag är ingenstans när jag skriver. Jag är bara där. Allt annat försvinner.” Det er en kamp mod andres fordringer på ham, men primært en indre kamp om den ideelle fysiske og psykiske tilstand for skriveri, som han med andre dele af sin person spænder ben for.

På skriftens plan er gentagelserne, trivialiteterne selve den dialektiske betingelse for hyppige udbrud af refleksion og svimlende poesi som gør læsningen konstant fascinerende. Bedst som man hypnotiseres af sushien og Yamamoto-indkøbene (”Det är obehagligt och sjukligt att konsumera så mycket som jag har gjort de senaste åren”) og planterne til haven på Gotland, bringes man til at svæve. De bratte kast i teksten, de tilsyneladende umotiverede overgange, fra det banale til det sublime i et blink, er en nøjagtig gengivelse af hjernens uigennemskuelige spring og derfor mere ægte dagbog end de friserede, essayistiske dagbøger som dominerer. En længere passage, dateret 16. maj 2001, kan tjene som eksempel, også på Noréns fine humor og høje poesi, ja tilmed som sms til Leif Zern. Norén indstuderer Tjekhovs Mågen i Stockholm:

”Vi ska snart dö, säger Dorn. Då säger alla det, en efter en, de upprepar det, en efter en. Vi ska snart dö. Vi lever bara en dag. Vi är Endagsvarelser. Tänk om vädret är uselt den dagen. – Mörkret som omger mig är jag. Mörkret som omger mig, det kan jag ta på, det har jag med mig, det är ganska lätt, men det finns alltid där, mörkret som omger mig är min vän, en vän på varsin sida. Det är bara mörkt. Mörkret är mörkt och inget mer. Talar inte. Mörkret är en sjuk gammal hund som sitter bunden utanför en affär och skäller och skäller, tills ingen kommer. Men den fortsätter att skälla. Den är bara strupe och blinda ögon. Det hjälper inte vad man säger till det. Mörkret är bara mörker. Ett mörker starkare än ljus. Eller starkare än brist på ljus. Mörkret innan det blir natt. Jag ringde Kirsti när jag kom hem, inte när jag gick hem. Imorgon ska jag prata om tystnaden och om pauserna. I höst ska vi repetera tystnaden och pauserna. Idag talar vi om det. Be Masja vänta med repliken: När människor inte har nånting att säga säger de den ungdomen, den ungdomen. Jag ska fortsätta med Proust i sommar. Sedan väntar Musil, Kafka, Broch. Jag flyttar till Drottninggatan på söndag och stannar där en tid. Den 26 maj fyller hon år också. Det är löjligt. Allting.”

Lars Norén er i ét og alt på højde med sin egen tekst og reflekterer med mellemrum over dens karakter. Fra begyndelsen gør han det også klart at den skrives med publikation for øje, senere ledes han ved den og kommer i tvivl, for til sidst at glæde sig til udgivelsen. Så meget desto mere bemærkelsesværdig er bogens frygtløse autenticitet. Intetsteds kan man mistænke forfatteren for at besmykke eller stikke ubehageligheder under stolen. Vigtig er hans insisteren på  den situations- eller stemningsbundne relativitet i alle udsagn: ”Det jag skriver om andra människor här är inte sanningar. Det är det jag känner just då”, eller: ”Boken är jag. Jag är boken. Men bara på det sätt jag ser mig när jag skriver den.” Modigt fastholdes den momentane subjektivitet som imidlertid langtfra er ansvarsløs eller uoplyst, men netop spontan og situationel. Derfor vrimler bogen også af selvmodsigelser, af foreløbige sandheder som hurtigt kan afløses af nye, for sådan er nu engang livet: drastisk vrede afløses af ligevægtig stillingtagen, lys og skygge veksler. Ét ligger dog fast hos Norén – at intet ligger fast. Opbrud er normen. Radikalt skræller han af sig og andre (skuespillere) for hele tiden at bevæge sig mod større sandhed, større nøgenhed. Stasis er død.

”Varför skriver jag den här boken? Skriver jag den istället för att begå självmord. Det är ett förfärande dokument, som visar mig i all den ömkliga nakenhet som är min och som jag måste förstå.” Jeg bliver et meget ensomt menneske hvis jeg udgiver denne dagbog, siger Norén flere gange. Masochisme er bestemt ikke drivkraften. Hvad driver ham? – Som kunstnerisk leder af Riks Drama arbejdede han sammen med fængselsvæsenet og opførte i 1999 sit drama Sju tre under medvirken af tre forbrydere fra fængslet i Tidaholm. To af dem var nazister. Stykket turnerede, og sytten timer efter den sidste forestilling havde den ene af nazisterne skudt og dræbt to politibetjente. Mikael van Reis opsummerer præcist: ”Löftet om förändring i pjäsen briserade i iskall lögn. Vad som följde var en chock som övergick i skuldbeläggande och hetsjakt. Somliga ville se Norén som indirekt ’ansvarig’ för morden. Det var ett djupt osmakligt förlopp där somliga antog att Norén var naiv novis om nazism. I själva verket hade han utfrågat denna patologi i decennier.”

Dagbogen indledes i dette ubehagelige efterspil som i visse kredse gjorde den fejrede dramatiker til en udstødt, en ildeset person som modtog trusler og skulende blikke på gaden. Væsentlige tidlige dele af dagbogen er en selvransagelse og en bearbejdelse af den uvederhæftige kritik (jfr. arbejdet med Primo Levi), især en kriminelt manipulerende tv-dokumentar hvis ene formål var at tilsvine en forfatter for hvem ’Auschwitz’ er en stadig kilde til anfægtelse (”Auschwitz är nittonhundratalets huvudstad”), en historisk sorg han som barn af sin tid bærer med sig og aldrig kan slippe: ”… vi bär alla på ett särskilt ansvar för att det var möjligt, att människor som vi begick de fruktansvärda förbrytelserna.” Det er nemt og bekvemt at tage afstand fra nazisme og politidræbende nynazister. Langt mere krævende er det at opspore og gennemskue kimene til vold og menneskeforagt i os selv, men det er dér scenen skal sættes. Den der hetzer, har ikke forstået og ikke set ind i sig selv.

Da dagbogen udkom i april 2008, blev den, som antydningsvis skildret, offer for den sensationssøgende og uvederhæftige mediemaskine den stedvis kritiserede, det kulturelle establishment som Norén for alt i verden ikke vil indlemmes i. Forholdsvis få og begrænsede bemærkninger om kendte navne tilslørede for en tid at bogen var noget ganske andet end et smædeskrift. For en mere nøgtern betragtning ligger tyngdepunkterne andre steder. Herman Bang mente at ethvert menneske havde én roman i sig, romanen om eget liv. Lars Norén har nedskrevet fem år af sit liv, og dagbogen kan, som flere har påpeget, læses som en roman – uden egentlig begyndelse eller slutning, men fuld af spænding. Det er ikke mindst en oprivende kærlighedsroman.

I år 2000 befinder forfatteren sig i de første faser af et flerårigt, smertefuldt opbrud fra sin hustru C. De elsker hinanden, problemet er at den der elsker Norén, indgår i en ménage à trois, for i skabet gemmer sig altid allerede skrivearbejdet. Han føler sig ude af stand til at bo sammen med et andet menneske, skriveriets krav er ubønhørlige og kommer før alt andet. Under iscenesættelsen af November i Oslo samme efterår forelsker han sig da hovedløst i den purunge, gifte skuespillerinde Kirsti Stubø. Alt imens han gennemskuer og håner sin gammelmandsidioti, registrerer han paradigmatisk de feberhede tanker og billeder han hjælpeløst må underkaste sig. Modigt erklærer han sig omsider, uden håb og hensigt om andet end dét, og gradvis klinger forelskelsen af: ”Man är förälskad för att man kan få börja om med sig själv. Man är mer förälskad i det än i föremålet för sin förälskelse.”

Indstuderingen af Mågen i Stockholm fører til en ny skuespillerforelskelse, mens den sejpineriske frigørelse fra C stadig står på. Forholdet til den unge Masja får intimere karakter, men ender brat i hans svigt. Som ofte i sit liv må Norén flygte fra sine egne forbindelser og forviklinger for at sikre sig den ensomhed som skriveriet dikterer. Teaterarbejdets uundgåelige erotiske nærhed mellem de agerende leder ham dog snart ind i et fuldbyrdet og turbulent forhold til A, som selv bærer på en bagage af konflikter. På lykkens højder drømmer de om at få børn sammen, men da A til Noréns usigelige og dybt rørende glæde bliver gravid, vælger hun at få fostret fjernet. Historien gentages inden for samme år, og af de sår flyder kun sorg. Da dagbogen hører op, er forholdet stadig aktivt, men såret af aborterne. Døden, som altid følger Norén, er stærkt nærværende. Læseren må, som i alle gode romaner, selv lede efter mulige fortsættelser. De færreste romaner har dog så sandfærdige og ubesmykkede skildringer af intimiteten som denne nærgående, men aldrig udleverende dagbog. Interessen er hele tiden fænomenologisk snarere end privat, og Lars Norén skåner ikke et øjeblik sig selv. Tidligt i dagbogen siger Micha at han ikke kender nogen der udsætter sig for så megen virkelighed som Norén. ”Det skrämde mig litet”, men iagttagelsen er præcis og sand. Membranen der beskytter mod verden, er porøs hos denne digter der allerede som dreng måtte tage kvælertag på sine dæmoner: ”Jag gick rakt mot det som skrämde mig. Precis som idag.” Derfor ved han også at ”Skönhet som inte är kuslig förkänsla är inte värt något, skönhet som inte förbereder mörkret är inget att ha.”

Dagbogens kærlighedsroman kan ikke løsrives fra indstuderingerne og arbejdet på de mange dramaer der påbegyndes og de lidt færre der fuldendes – takten er høj. Titlen er dækkende, det er en dramatikers dagbog. Mange af bogens skildringer og tanker vedrører derfor skabelsesprocesser, æstetik og, i en grad som burde lukke munden på de hetzende, etik. Gemt i ’romanen’ ligger da også en poetik i stadig udvikling, et essay om den specifikt norénske stræben – som naturligvis har gyldighed hinsides hans eget arbejde. Hårdhed, enkelhed, nøgenhed er kerneord i Noréns systematiske, produktive utilfredshed med egne resultater, billedet er af en renskrabet knogle. Han hader sin gamle poesi, han smider manuskripter ud, han er hele tiden vendt mod det ukendte og som regel uopnåelige. Ikke uden selvbevidsthed skriver han: ”Jag har verkligen gjort ett slags snitt i mitt liv. Jag har skurit bort allt som jag har skrivit tidigare som en rutten kroppsdel. Vid den tidpunkt i livet när de flesta packar ihop sitt arbetsliv, summerar sitt livsverk och försvarar resultatet av sine ambitioner, börjar jag om, skriver för första gången. Jag ska göra allt för att förändra och gå vidare. Jag går in i ett tomt rum.” Om dette tomme rum står der andetsteds, et par år tidligere: ”Jag är på väg inte bara till en tom scen, utan en scen som jag tömmer på tomhet” – og da er det at man som Norén-veteran så klart mindes om den poesi han nu selv hader. Kendsgerningen er nemlig at Lars Noréns værker udviser en langt større kontinuitet end hans insisteren på det stadige opbrud lader formode. Denne jegløse digter har en genkendelig identitet i sine værker, men en identitet er ikke nødvendigvis en fastlåst entitet. Bevægelsen er livsvigtig.

På Gotland har Lars Norén en landejendom som han ødsler penge, kærlighed og mange kræfter på. Storbyflanøren, den metropolitane powershopper, feinschmecker og fordomsfrit altfortærende kulturkonsument afslører sig som hengiven havedyrker. Som en rasende Adam slider og slæber og sveder han for at skabe sig et paradis af fred at trække sig tilbage til. Der er et element af frenesi i den kraft han lægger for dagen, som om det fysiske arbejdes udmattende ’tomhed’ midlertidigt fjerner alle eksistentielle kriser. Elias Canetti har i Øjenspillet givet et portræt af den østrigske billedhugger Fritz Wotruba der som en rovkat gik til angreb på den hårde sten: ”Det var et mord, han fremførte for en.” Noget ikke alt for forskelligt forekommer mig at være på spil når Norén former sin have i en rus af udlevelse og glemsel, måske på samme tid et selv-mord og en tilblivelse?

En dramatikers dagbok er blevet kaldt en hadsk bog. Had og hævn er legitime følelser, de kan tilmed have grund i virkeligheden og vidne om sunde reaktioner. Først og sidst er denne vældige bog dog fuld af lys og kærlighed, men lys indbundet i det mørke som er dets betingelse. Norén elsker kvinder – ”Kvinnor är så vackra att man blir sjuk. Deras röster är som en balsamisk natt” – og han elsker børn. Han elsker sandhed, enkelhed, han elsker og føler sig ét med de mennesker Brecht kaldte ”de nederste”, og afskyr det opstyltede, selvforelskede, indbildske som han har så rig lejlighed til at iagttage i teatrets og mediernes verden. Han elsker det gennemlyste, det kunstnerisk faste som tør stå nøgent, han holder af Jon Fosse og har så svært ved sprællemanden Peter Langdal og Betty Nansen Teatret i København.

Facetterne er mange i den lange dagbog. Man kunne ønske sig flere bind, men allerede dette ene må regnes for et hovedværk i nyere europæisk litteratur, og for resten er Lars Norén utvivlsomt hektisk på vej et andet sted hen, blot ikke mod hvile og stilstand.