Her den speed-talk som jeg holdt ved lanceringen af Kritik på Gyldendal i går. Tidsskriftet som altså nu redigeres af Ursula Andkjær Olsen og undertegnede. Anna Libak og Lasse Horne Kjældgaard optrådte også med deres svar på spørgsmålet: hvad er kritik? Og Ursula optrådte i særdeleshed med en lille performance over emnet.
Hvad er kritik?
Nogen af jer har måske lagt mærke til at Kritiks anmeldelsessektion ikke længere indledes af det Borges-citatet som lyder sådan her: At dadle og at lovprise er to sentimentale operationer som intet har med kritik at skaffe.
Hvorfor er det væk?
Ja. Jeg for så vidt er enig i Borges formaning.
At bedrive kritik er ikke at fælde tomme smagsdomme. Det er ikke at håne, at spotte eller at latterliggöre kritikkens genstand – ved eksempelvis at behandle denne genstand tendentiøst.
Og at bedrive kritik er naturligvis heller ikke at bryde ud i panegyrisk jublen eller at lade sig friste af almindeligt lefleri for den store forfatter i øvrigt. Faktisk er det slående, hvordan sådan nogle udgydelser i fantastisk få tilfælde er interessant læsning for andre end lige præcis den tiljublede selv.
Borges har ret. Men problemet med hans udsagn er for mig at se et andet.
Det siger, hvad kritik IKKE er og definerer på den måde den kritiske praksis negativt.
Jeg vil hellere tale om, hvad rigtig kritik faktisk er eftersom det er en genre som jeg ikke ligefrem vil påstå er i vækst.
Naturligvis må der være visse forskelle mellem de anmeldelser man finder i aviserne og så Kants kritik af den rene fornuft – for nu at nævne en rigtig kritik.
Men der burde også väre visse ligheder.
Rigtig kritik beskriver sin genstand så den bliver genkendelig for andre. Den fremlægger åbent præmisserne for sin undersøgelse – så de kan efterprøves. Og så er den rigtige kritik ydmyg samtidig med at den har storhedsvanvid.
Den er ydmyg fordi den véd at den er dværgen på kæmpens skuldre. Den kan kun få øje på noget fordi mennesket har en åndshistorie.
Og selvom dens perspektiv derfor er stort véd den også at den har blinde punkter. Den véd at den ikke har læst og forstået alt, hvad der er værd at læse og forstå. Og den véd at dens genstand meget vel kan vise sig at indeholde noget afgørende vigtigt som den simpelthen ikke kan se.
Og så har den storhedsvanvid fordi den faktisk vil sige sandheden om sin genstand – koste hvad det nu vil af hårdt arbejde, fejlskud og ustandselig, nagende tvivl.
For rigtig kritik skaber tvivl i kritikerens såvel som i sine læseres sind og kan på den måde aldrig få det sidste ord. Endskønt det altid er længslen efter at få det sidste ord som driver den.
Rigtig kritik er spørgende og undersøgende – den åbner teksten, værket, tanken:
ja verden – for sig selv og for andre– for eftersom verden ikke kan tænke over sig selv må den have kritikeren til at gøre det for sig. Kritik er arbejde. Det er hårdt arbejde , men det er også epistemologisk og etisk forsvarligt arbejde.
Og hvem henvender kritikken, hvem henvender Kritik sig så til? I hvert fald ikke til en uvirkelig og blot forestillet modtager som Umberto Eco i et lille essay, der hedder ”Studieværtens fænomenologi” (1961) beskrev sådan her:
Det menneske som massemedierne bejler til, er i virkeligheden det mest respekterede blandt sine artsfæller: man beder det aldrig om at blive andet end dét, det allerede er. Man vækker med andre ord omhyggeligt ønsker i dette menneske, som stemmer nøje overens med dets tilbøjeligheder.
Kritikken og Kritiks læser er derimod et menneske som findes i virkeligheden – et menneske som er med på at stille sig op på skuldrene af den kæmpe –et menneske som ikke ønsker at blive tiltalt som om afsenderen allerede vidste præcis, hvad det tænkte på, hvad det længtes efter.
Den rigtige kritik er, for nu at slutte hos Borges nemlig ikke en sentimental operation selvom den er overordentlig følsom – ydmyg – overfor sin genstand. Og så er den, ikke mindst og vigtigst, drevet af et storhedsvanvittigt begær efter at sige sandheden – hvor foreløbig denne sandhed så end måtte vise sig at være.
Et PS – som ikke blev fremført i går:
Det er 50 år siden Umberto Eco publicerede sine første kulturkritiske essays i det avant-gardistiske tidsskrift Il Verri. De er udkommet på dansk for længe siden og har i årevis befundet sig på godnat-hylden for de er stadig sjov og skarp læsning. ”Studieværtens fænomenologi” handler egentlig om den italienske quiz-vært Mike Bongiorno som nu for længst må være under mulde.
Eco konstaterer at det ideal, inkarneret i Mike Bongiorno, som fjernsynet så præsenterer som identifikationssubjekt er det ”absolut gennemsnitlige menneske”. Og det har mange fordele – ikke mindst den at man kommer til at føle sig lige så klog som, om ikke en lille smule klogere end, Mike Bongiorno, når man ser hans quiz-programmer. Tag nu f.eks. Mike Bongiornos sprog:
Mike Bongiorno taler et basic Italian. Hans sprog repræsenterer et topmål af enkelhed. Han har afskaffet konjunktiver og underordnede bisætninger, og det lykkes ham næsten at gøre dimensionen syntaks aldeles usynlig. Han undgår pronominer ved altid at gentage substantiverne i deres fulde udstrækning, og han bruger ekstremt mange punktummer. Han vover sig aldrig ud i indskud eller parenteser, han bruger ikke elliptiske udtryk, han hentyder ikke, han bruger kun metaforer, som i forvejen er optaget i den almindelige sprogbrug. Hans sprog er strengt referentielt og ville henrykke enhver neo-positivist. Man behøver ikke gøre sig nogen som helst anstrengelse for at forstå ham. Enhver seer mærker at hvis lejligheden bød sig, kunne han selv være mere veltalende.