For et par uger siden udkom Tue Andersen Nexøs bog Ikke de voldsomme. Politisk offentlighed og offentlig skønlitteratur, England 1640-1750 på Museum Tusculanums Forlag. I den forbindelse har Nexø givet et par smagsprøver i form af artikler i Weekendavisen og Information; og det ser virkelig ganske spændende ud, jeg glæder mig til at få læst bogen. Nexø har længe interesseret sig for forholdet mellem poesi og politik (blandt andet manifesteret i tre samtaler med Martin Larsen her og her og her), eller måske, for at udtrykke det bredere, i hvad en politisk offentlighed er og kan være, og hvilken rolle litteraturen har (eller kunne have) at spille i den forbindelse.
I artiklen i Information – der i sagens natur er relativt kort – præsenterer Nexø en historisk forankret og interessant tanke. Han foreslår at når kunsten i Danmark i dag for alt i verden ikke må være real-politisk informeret (er den det “er det enten dårlig kunst, eller måske ikke rigtig kunst alligevel.”), skyldes det muligvis at litteraturen tidligere har haft den rolle – som en i høj grad real- og samtidspolitisk aktør – men at den (litteratur)historisk set, er blevet givet en anden rolle – anti-revolutionær, ikke-politisk, underholdende. Eller med Nexøs egne ord, om hvordan dette paradigmeskift fandt sted i 1600-tallets England, hvordan man betonede “behaget ved litteraturen for at aflede deres læsere fra det politiske. Det er værd at spørge, om det stadig er det, bøgerne gør ved os.”
Nexø nævner selv Maja Lee Langvad og Claus Beck-Nielsen som eksempler på samtidige ‘politiske’ forfattere, der, så at sige, mislykkes eller slår sig for munden. Langvad kan ikke genrebestemme sin bog ‘langdigt’, men må kalde den for ‘vidnesbyrd’, for at den skal tages alvorligt som noget med et politisk engagement og budskab, og den evige Nielsen tematiserer igen og igen hvordan det ikke kan lade sig gøre at få kunst og politik til at falde sammen, skriver altså Nexø. Der også skriver at “To så forskellige forfattere som Søren Ulrik Thomsen, for hvem digtningen skal stå forskudt fra sin samtid, og Niels Frank, der vil have en kunst, der er kritisk, men endelig ikke politisk, kan være uenige om næsten alt andet, men er enige om netop det.” Dét – at et værk ikke skal engagere sig direkte og polemisk i sin samtids her-og-nu.
Er det mon rigtigt?