Da Lars Norén udgav sin første dagbog, blev den anmeldt af Karsten Sand Iversen i Litlive, og da han udgav sin anden skrev samme Iversen om den i Standart. Første anmeldelse blev genoptrykt på Promenanden her, og nedenfor følger den anden.
– MGS
”Sproget er den pris man må betale for at blive menneske”
Da Lars Norén i foråret 2008 udgav ”En dramatikers dagbok”, som strækker sig fra august 2000 til juli 2005, mødte Dagens Nyheters kritikere det 1700 sider lange og stofrige værk med åbenlys modvilje: ”en spand lort over Kultursverige”, ”blogprosa, korte sms-sætninger”. DN følte sig, med rette, ramt af Noréns ufiltrerede angreb på mediers amoralske forvaltning af deres magt, på hykleri, karrierehensyn og ukritisk slaphed, og forargedes over uforblommede angreb på kulturpersonligheder. I modangrebet mistede man med ayatollahsk ømskindethed sansen for proportioner, for kun en beskeden del af værket udgøres af personangreb eller ”blogprosa”. Andre kritikere formåede at redegøre for fylde og helhed og se dagbogen som et hovedværk i logisk, komplementerende forlængelse af Noréns øvrige værk. Efter fængselsstykket Sju tre i 1999 og to medvirkende nazisters efterfølgende mord på politibetjente blev Norén hadeobjekt for især den mindre delikate del af pressen. Dagbogen er måske derfor blevet desto nemmere at elske at hade.
Dagbogens litterære og eksistentielle tyngde så de rasende ikke. Den spontane subjektivitet som kendetegner en dagbog, dens fastholdelse af øjeblikket uden skelen til evigheden og uden høflige hensyn, dens hudløshed, dens urimeligheder og selvmodsigelser, læste man uden behørig relativering. Den ellers ikke spor naive Lars Norén har måske alligevel fæstet for stor lid til at bogen ville blive læst i den ånd den var skrevet i. I anden del må han eksempelvis angre at have såret skuespillerinden Stina Ekblad som han ellers respekterer højt, og i hans egen familie skaber dagbogen utryghed. Når det flygtige, forbigående fastholdes på tryk og ikke henvejres, eventuelt glemmes som talte ord, får det en frygtelig autoritet. Noréns mod er at afstå fra konveniensens retoucheringer. Ærligheden går dog især ud over ham selv: ”Jeg ser hvor pinlig og sørgelig jeg er, men jeg korrigerer ikke noget.” Med føje frygter han sine egne ord: ”Det er som at tænde et bål i et hus fuldt af mennesker jeg kan lide eller har elsket. Jeg føler mig som en sjælelig pyroman.” Han ved ikke selv hvorfor han vil udgive den brandfarlige bog: ”Det er et spørgsmål hinsides fornuften og sproget. Jeg kan ikke svare på det. Jeg ved at jeg vil, men jeg forstår ikke hvorfor.”
Det hænder at Norén drager dagbogens berettigelse i tvivl, og ofte er den ham til besvær i en travl hverdag med inden- og udenrigske teateropgaver som ydermere holder ham borte fra det egentlige skrivearbejde, de i hastig rækkefølge tilblivende dramaer. Alligevel kan den ikke nedlægges, den er blevet et behov og et hjem, ”det eneste jeg betragter som et hjem”, et imperativ i en stadig, opslidende, i sidste ende nok umulig bestræbelse på at nå til en følelse af eksistens, af virkelighed. Dagbogen er ikke mindst et forsøg på ”at samle beviser for at mit liv ikke har været, ikke er en drøm. Selv om det ikke er virkelighed.” Er den uforklarede trang til at offentliggøre dagbogen dybest set håbet om at få sprog og virkelighed til at mødes og blive ét i branden, hos en digter som kun for alvor føler sig virkelig i skrivearbejdet hvis sigte er at ”afgive virkelighed, en virkelighed som er mere end det virkelige, det vi alle søger og ikke opnår, som om løsningen lå der”? Er det kunstnerens urtrang til aldrig at anerkende grænser og at ofre selv det dyrebareste for nye indsigters skyld? At tabe vasen på gulvet for at se om den knuses?
Anskuer man dagbogen fra dens genesis i et fortvivlende fravær af nærvær og realitetsfølelse, kan man imidlertid vanskeligt betragte den som et selvfølgeligt led i den tidstypiske afskrivning af fiktion, fortælling – og sideløbende med dagbogen skriver Norén da også flittigt, besat, både drama og prosa. Norén kommenterer selv problemstillingen:
”Der har i en tid været en omfattende kritik af den selvbiografiske litteratur der er publiceret i de senere år, ikke mindst af min dagbog og dens efterfølgere, som om den også markerede en dyb forskel over for den fantasistyrede skønlitteratur, som om den skønlitterære forfatters redskaber var lagt til side eller blevet ubrugelige. Jeg kan bare sige at jeg befinder mig så langt borte fra den cartesianske anskuelse som man i det hele taget kan komme. Jeg tror ikke et øjeblik på at mit jeg er til fordi jeg tænker og fordi jeg iagttager og at mit jeg bliver virkelighedens spejl. Jeg befinder mig helt og holdent på Heideggers side inden for filosofien og forsøger at lytte og tilmed se ”værens stemme” i de detaljer og hverdagsfænomener som fylder min tilværelse, som er min tilværelse og ved at gøre det på en ensformig og næsten uinteressant måde forsøge, i det der er nærmest ved hånden, at høre tilintetgørelsens musik og dens stemning. Jeg forlader lige så ofte min tekst som jeg ankommer til den. På den anden side er jeg lige så meget vendt bort fra dem der fælder deres forudsigelige professionelt uvidende domme. De er fanget i en slags markedstilpasset ordfetichisme.”
Poesien blev i 70’ernes sidste år en umulighed for Norén, dens ene stemme, hans egen, måtte afløses af menneskers møder, af kroppe som ikke var hans egen. For at bevare sig som dramatiker undlader han tilmed at læse digte, bange for ”et skred fra en skjult kløft”, sine egne gamle digte ønsker han ikke genoptrykt. Dagbogen er ikke bare nominelt en dramatikers. Men hvad ved en digter om sindets ’digtater’? I de seneste år er Norén, delvis modvilligt, blevet overfaldet af en prosa som insisterer på at blive skrevet, associative strømme, skred af erindringer, billeder, refleksioner over eksistensen og dennes negation med spor af årenes intense læsning af Heidegger og Beckett. Romaner kalder han denne prosa som er helt blottet for en traditionel romans strukturer og mønstre. ”Filosofiens nat” fra 2012 udkommer dette forår hos Arena, Bonniers udgav medio januar ”Ingen”, og en tredje venter på udgivelse. I anledning af digterens 70-årsdag i maj udkommer 40 hidtil utrykte dramaer i to bind.
I dagbogens første del beklagede Norén at have fejlet ved ikke konsekvent at skrive behavioristisk, men igen og igen at have forladt de ydre hændelsers skelet af konkreter til fordel for følelser, tanker, erindringer. Den selvkritik er nu forstummet. Sent i 2012, mens der læses korrektur på del to og de sidste af årets måneder endnu skal leves og bogføres, lyder det: ”Jeg synes de afsnit jeg har rettet, er tynde og uinteressante. Det er en evindelig opremsning af de samme ting og ærinder som jeg udretter hver dag. Jeg analyserer ikke særlig dybt eller omfattende. (…) Men jeg lærer at jeg bør opholde mig mere intensivt ved det jeg tænker på og skaber, og mindre ved dagligdags episoder der mest fremstår som en vanemæssig byrde” – mens han to år forinden siger det modsatte. Med andre ord, det oprindelige forsæt har vist sig både umuligt at overholde og utilstrækkeligt. I dagbogen er de nøgterne ”sms-sætninger” om indkøb, telefonopkald, aflyste aftaler kun det nødtørftigste stillads for de substantielle udfoldelser af sjæle- og arbejdslivets indhold hvis sum skulle udgøre det eksistensbevis der var dagbogens begrundelse.
Forbigående – og dagbogen er som fremhævet det forbigåendes hensynsfrie seismograf – synes Norén at give indrømmelser til sine trangbrystede kritikere. Et behavioristisk staccato af løsrevne handlinger er isoleret set fattig læsning, men ikke derfor uden betydning. Også de hyppigt genkommende banaliteter af typen ”Jeg købte sushi”, ”Jeg købte en habit, jeg ved ikke om jeg nogen sinde kommer til at bruge den”, eller notater om de mange planteindkøb og grusleverancer til det landlige refugium på Gotland, har en fascinationskraft for læseren. De skaber et rum af relativt perspektivløs dagligdag om de sproglige og teatermæssige væsentligheder, de fuldender billedet af forfatteren og fungerer i teksten som trædesten hvorfra tanken uforudsigeligt bevæger sig udad og indad. Der er et element af tvang i det norénske psykogram, således i den undertiden let komiske konsummani, ikke mindst af dyrt designertøj, som viser ham med en rem af middelklassens hud, den klasse hvis middelmådighedskultur han hudfletter og foragter. Intet stikkes under stolen: ”Det er som at aflevere ikke sin sjæl, men sit snavsetøj,” noterer Norén da Bonniers modtager en portion renskrevet dagbog.
I alt væsentligt er anden del (en tredje alderdomsdel er planlagt og utvivlsomt hastigt voksende) en sømløs fortsættelse af bind et, men tre nye tekstarter er isprængt: en ”Usynlig dagbog” som kunne ligne prototypen på den prosa der skulle vælde frem, en kompakt blok af minutiøse beskrivelser af Noréns foreløbig sidste instruktørarbejde, opsættelsen i Göteborg af ”Orestien” i en radikalt renskrabet version (æstetisk credo: ”Jeg fortsætter min reduktion i alt hvad jeg foretager mig”) og to bidske katalogtekster om henholdsvis Strindberg, det store uhyre som Norén ofte får revet i næsen, og fotografen Cindy Sherman.
Er en dramatikers liv dramatisk? Norén synes at befinde sig i en permanent tilstand af uro, angst og konflikt – med sig selv og derfor med andre. Angsten, som delvis dæmpes med medicin, er hans evige skygge og diskuteres her mere eksplicit end tidligere, ikke mindst i forbindelse med moderens udeblivende kærlighed og tidlige cancerdød (”et tab der skulle bestemme resten af mit liv”) som forårsagede et sammenbrud i den unge Norén. Savn og længsel, og det vil jo sige: fraværet af opfyldelse, er hans psykiske modus, men tillige generator for hans ubønhørlige trang til at skabe for at forsøge at skabe sig selv. Tvivl og ubeslutsomhed forfølger ham, ubetænksomt afgivne løfter vender sig mod ham som trusler og dilemmaer, og han må gang på gang afværge, aflyse, afvise, skuffe, bryde. Denne dramatikers liv er dramatisk, ingen harmonisk stasis i sigte.
Gennem de foreløbig 3100 dagbogssider løber to store konflikter. Kærligheden der kan volde sine egne sære knuder, og arbejdet som teaterleder og instruktør der er en modsætningsfyldt blanding af evindelige distraktioner og højspændt koncentration, er fælles om det ene: at være i strid med skriveimperativet. Anden del kan betragtes som én lang kamp for udfrielse af den praktiske verdens fordringer på digteren, én lang afskalning hen mod det afgørende. Behovet for at trække sig tilbage til et rum uden for tiden skærpes af at klokken er faldet i slag. Dødens horisont er rykket nærmere, leveårenes antal mærkbart færre på grund af alder og sygdom. Norén får konstateret KOL af anden grad, ”mine lunger er som cement”, og holder fra den ene dag til den anden op med at kæderyge efter 52 år.
Første dels emotionelle drama begyndte i et ægteskabs sejpineriske opløsning, akkompagneret af en håbløs, urealiseret forelskelse i en ung, gift norsk skuespillerinde, derpå af et realiseret men frugtesløst forhold til endnu en yngre skuespillerinde og endte i forholdet til den 24 år yngre skuespillerinde A. Imod Noréns dybeste ønske fik A foretaget to aborter, og de fjernede fostre kaster lange sorgskygger over det labile forhold som i stadige kriser, med et bryllups midlertidige våbenstilstand, strækker sig gennem hele anden del. En datter, Sasha, fødes i januar 2009 da Norén er knap 65 år gammel, og derfra fyldes dagbogen af en uvant lykke som er betagende. På Söders legepladser og i de separat boende forældres lejligheder forvandler den plagede Norén sig til legeglad far med en ømhed og omsorg som er rørende fordi den kommer som en uventet opfyldelse, en poetisk retfærdighed efter at digteren har stået så gruelig meget igennem.
Noréns ældste, voksne datter, Linda, har kappet båndene til en svigtende far der forgæves søger at kompensere da barndommen for længst er svundet, mens et varmt, inderligt forhold til datteren Nelly bøder en anelse på den sorg. Sasha bliver det ubeskrevne blad hvorpå den aldrende, tungt erfarne Norén kan skrive sit smukkeste, mest uforbeholdne kærlighedsdigt, Sasha bliver en forvandlende kraft hvori den mod døden gående kan indpode liv, og dagbogen får nu tillige vægt som vidnesbyrd til dette barn som vil miste sin far i en ung alder. Der er en velsignet selvfortabelse i den absolutte hengivenhed til Sasha, den er et offer, en gave som i samværet trænger skriveriet i baggrunden og, med et ikke unorénsk paradoks, heler ham. Efter lang befrielseskamp står Norén ved udgangen af 2012 tilbage med sine livgivere: Sasha og skrivearbejdet. Taberen er A. Kærligheden består ganske vist, men det almene kan ikke realiseres i en ménage à trois med kunsten som stærkeste partner, for dens krav er absolut.
Danmark omfatter Norén med en eksotismens varme som muligvis ville falde til svenske temperaturer hvis han blev fastboende. Det tidlige møde med Carl Th. Dreyer omtales udførligere end før, og iscenesættelsen af Kaj Munks ”Ordet” på Det Kgl. Teater i 2008, med stadig reference til Dreyers film, medfører en tids behageligt ophold i København og uforbeholden beundring for skuespillere som Nicolas Bro, Henning Jensen og Anders W. Berthelsen. Dagbogen omfatter også den sørgelige kampagne i 2006 der evighedsforlængede parret Langdal og Hartmanns i forvejen overlange residens på Betty Nansen Teatret og forhindrede Norén og hans kollega Ulrika Josephsson i at berige dansk teaterliv, ikke med gimmicks men med nøgne og tankefulde forestillinger. Og dansk er også Noréns ’søster’, Vibeke Bjelke (ikke filmproducer Windeløv som Hans Hauge skrev i Politiken), hans mangeårige oversætter og instruktør.
Men det hedder også, da Muhammad-tegningerne trykkes, at ”Det politiske Danmark er blevet modbydeligt og umenneskeligt.” Den Norén som beskyldtes for at hælde en spand lort ud over svensk kulturliv, og som taler så frit fra leveren at de berørte føler sig uetisk behandlet, er politisk og menneskeligt en standhaftig etiker med altid vågent øje for racisme og undertrykkelse. Auschwitz er i hans forståelse Europas store traume også for de sildefødte. ”Den der ikke selv blev offer står i gæld [skuld], hvor urimeligt det end er at tænke sådan – ikke desto mindre føler jeg skyld.” Følgelig har jøder, og Israel, en sakrosankt status som primus inter pares blandt verdens udstødte og nederste – som han usvigeligt solidariserer sig med, og som gør ham til en sikker og usvigelig kritiker af magtudøvere, hvad enten det er Bush og Cheney eller teaterdirektører. Uden at blinke fordømmer han, skønt det gør ondt langt ind, harmdirrende Israels forbrydelser mod Gazas befolkning, for sandheden forpligter mere end emotionelle bånd. Sandheden kræver selv de sværeste ofre. Og derfor er han kompromisløs og utilgivende over for ”politiske fæhunde” som Jan Myrdal, Lars Gustafsson og P O Enquist der ”naturligvis aldrig behøver at stå til ansvar for deres forfalskninger eller blindhed.”
I Frankrig har et forlag udgivet den første dagbog, i Danmark er det næppe muligt, men hver den der magter at læse svensk, bør gøre sig ulejligheden med disse mange righoldige sider som hører til det væsentligste i samtidens litteratur, og de er ikke, som Norén vitser da han hos Bonniers ser første bind i plastomslag, ”bløde gravsten”. Med et ordspil, som svensk ikke tillader, da snarere blødende gravsten. Men Norén er langtfra død endnu, skønt ikke helt levende og virkelig.
Lars Norén: En dramatikers dagbok 20052012
Bonniers 2013, ca. 1420 (upag.) sider, 250 DKK